Lavt Selvværd?
– Føler du dig ikke elsket eller ønsket? – Gør du alt for at andre i håb om at få anerkendelse og respekt? – Undervurderer du dine egne evner? – Taler du negativt til og om dig selv?
Dette er blot nogle af de udfordringer, der er ved at have et lavt selvværd
– se mere nedenfor og find ud af om du vil ændre på det og finde ind til dit værd.
Selvværd, Selvtillid, Selvrespekt og Selvaccept
De fire vigtigste S´er for at din selvfølelse er i balance, og du er i flow – den bedste gave du kan give dig selv.
Vi har stort set alle sammen temaer omkring vores selvtillid, selvværd, selvrespekt eller selvaccept, som har en større indflydelse på vores liv og livskvalitet, end vi måske lige går rundt og tror. Og de fire tilstande er ikke udelukkende isolerede og afgrænsede, de hænger sammen og betyder, at vi ikke er glade helt ind i hjertet, når der er ubalance.
Selvværd og selvtillid
Der er forskel på, hvad vi er, hvad vi kan, og hvordan vi oplever os selv.
Selvværd og selvtillid er to helt forskellige størrelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes og vejes på samme vægtskål. Det ene kan ikke træde i stedet for det andet, og derfor er det vigtigt at kende og forstå forskellen på de to begreber.
En meget anvendt beskrivelse af selvtilliden og selvværdet er, at mennesker er ligesom træer. Den del af træet der kan ses – det du selv viser omverdenen, det er din selvtillid. Dvs. hvad vi kan, er gode til, kan præstere og har præsteret, hvordan vi ser ud, og hvad vi har bedrevet. Det er værdifuldt at være god til noget, og vores præstationer er vigtige – det har blot en mere ydre kvalitet end summen af det, vi er.
Det rodnet – det de andre nødvendigvis ikke kan se – det er dit selvværd. Det er dine værdier. Det er det, du omgiver dig med, det er det, du gør, og det du kan. Selvværd er din måde at se dig selv på. Alle tankerne du tænker om dig selv, og hvad du tror, andre tænker om dig, så det bygger i høj grad på dine relationer – både de gode og de dårlige. Det drejer sig om din selvopfattelse – alle de ord og sætninger du siger, og alt det du tror om dig selv. Dvs. de overbevisninger du går med – på godt og ondt.
Hos Relationshuset Hvass arbejder vi med selvværdet først, idet der for mange gemmer sig rigtig meget her, og ved at arbejde på at højne selvværdet øges selvtilliden ofte i samme takt.
Hvordan kan lavt selvværd føles
- Din indre kritiker er konstant på spil og fortæller dig, at du ikke er lige så god som andre mennesker.
- Du taler meget negativt til og om dig selv.
- Du har måske udviklet en “pleaser” personlighed i håbet om at få andres respekt og accept.
- Du føler dig ikke elsket eller ønsket.
- Du er ikke i stand til at anerkende dig selv, for det du er og gør, for tænk nu hvis de andre mener, at du er for meget.
- Du lader andre ”bruge” dig, og du siger ikke fra.
- Undervurderer dine evner og tror ikke nok på dig selv.
Hvordan kan et godt selvværd føles
- Et godt selvværd afspejler din måde at agere på i forhold til andre mennesker på en positiv måde.
- Et godt selvværd føles – godt! – alting behøver ikke altid at være tiptop og uden problemer, det er bare mere overskueligt.
- Det føles som om, at livet passer til dig.
- Du har en følelse af, at det er okay at være dig, og du er lige så meget værd, som de mennesker der er omkring dig.
- Du har ret til din plads i livet.
- Der vil være en følelse af, at du rent faktisk kan leve op til de krav, som livet stiller dig.
- Du er i stand til ”bare” at være dig også på de knap så gode dag.
- Du føler dig i bund og grund elsket.
Selvrespekt
Som ordet siger – at respektere sig selv. Og i uddybet form – er selvrespekt at gøre sig klart, hvad ens egne holdninger og hensigter, sindsstemninger og følelser er fra situation til situation. Og at være tro mod disse på en måde man kan stå inde for.
Selvrespekt er at stå ved dig selv og dine holdninger, vel vidende at nogle af disse kan ændre sig, over tid. Og at du har overskuddet og styrken til at være uenig med andre, uden at blive uvenner med dem. Selvrespekt er at sætte sig de højeste mål, fordi du ved, at du fortjener dem. Og at gøre det der skal til for at nå disse og eventuelt justere undervejs, fordi vi også har virkeligheden med som medspiller.
Hvorfor har så mange svært ved at respektere sig selv? Det er der formentligt lige så mange grunde til, som der er mennesker i verden. Vigtigst er, at du fra NU til NU har et valg, og at dette valg er både gavnende og fremmende, når selvrespekt er indvævet som en del af såvel selvfølelse som selvudvikling.
Selvaccept
Ægte accept – også af sig selv, og i dybden, er en nødvendig forudsætning for forandring. Man må acceptere, at man har et problem, førend man kan løse det. Ingen kan forandre på noget, førend de accepterer udgangspunktet.
Når du accepterer, at du har noget at arbejde med – accepterer at du vil forandringen og den selvudvikling, du siger til dig selv, at du vil helt ind i hjertet – ja, så opnår du selvaccept.
Giv dig selv muligheden for at få dine fire S´er i balance, og du vil mærke dit flow, som en naturlig balance.