– Drømmer du om et nyt kærlighedsliv efter skilsmissen?
At navigere gennem kærlighedslivet efter en skilsmisse kan være udfordrende og hård, men der er måder at komme godt videre på.
Perioden, hvor man går fra “ikke længere” til “ikke endnu”, er afgørende for dig, der søger et nyt forhold. Det er tiden til at dykke ned i dine tidligere parforhold og observere de gentagende mønstre. Har du lagt mærke til de samme dilemmaer, der gentog sig og til sidst tog livet af jeres parforhold eller endnu et parforhold? Det er på tide at tage et nærmere kig på dig selv, i stedet for at pege fingre ad din eks-partner og give vedkommende hele skylden.
Hvorfor skal du kigge på de ”gamle” mønstre? Du skal gøre det, fordi der ligger så meget viden og svar i dem. Det handler om at erkende, forstå og frigøre sig fra dem, så du ikke tager dem med videre i et nyt forhold. Det er en mulighed for at slippe fortiden og være mere fri og åben over for en ny partner. Det er vigtigt at få set på sine egne tilknytningsmønstre og sin egen adfærd, motivation og frygt.
Drømmer du om nærvær, omsorg og det at blive mødt og rummet som den fantastiske person, du inderst inde er? Eller vil du forblive i det “trygge”, men ensomme hjørne af sofaen? Valget er dit og kun dit. Men husk, ægte kærlighed begynder med kærlighed til dig selv indefra.
Kærlighed er ikke blot en tilfældighed, der sker, når man mindst forventer det. Det er noget, du selv aktivt skaber. Ved at sætte fokus på kærlige handlinger over for både dig selv og andre, vil kærlighedsfølelsen vokse og blomstre. Glem at beklage dig og begynd i stedet at bede om det, du virkelig har brug for.
Sørg for at prioritere tid til dig selv og indhyl dig selv i egen-kærlighed. Spørg dig selv, hvad det mest kærlige, du kan gøre for dig selv lige nu, er. Måske skal du række ud til en god ven og dele det sårbare i at sidde alene, og hvad det betyder for dig. Tag sårbarhedsmodet og fortæl om det, der er svært, og hvad det gør ved dig, frem for at fokusere på hvorfor det er synd for dig.
Husk, hvis du virkelig ønsker forandring i dit kærlighedsliv, så starter det med dig selv. Tag det første skridt mod et nyt kapitel fyldt med kærlighed, nærvær og selvopfyldelse.