Jeg forstår godt at disse overbevisninger stadig lever, da vi stadig lever i et samfund, hvor vi ofte hyldes for at klare os selv.
Ofte er mange mennesker gode til at være der for alle andre, men har svært ved at række ud efter hjælp, når det kommer til dem selv.
Der kan også ligge overbevisninger som udtrykkes ved disse udtalelser:
– “Jeg er jo ikke sådan en der går i terapi”
– “I min familie har vi altid løst problemerne selv”
– “Så slemt har jeg det heller ikke, at jeg har brug for terapi”
Men.. Jeg har dog endnu ikke set et barometer, som viser, hvor slemt den enkelte skal have det, før vedkommende kan “tillade” sig at opsøge hjælp?
Det er ALTID ok at søge hjælp, ligegyldigt hvor svært du har det 
Terapi er også for dig, som ønsker hjælp til at opdage dig selv. Kigge på dit virkelige liv som forgår inde i dig.
Måske du står midt i en livsfase, som føles opslidende og krævende.
Måske du har brug for en som kan lytte til dig uden fordømmelse.
En pause, hvor du kan blive forstået, uden at du skal præstere.
Det er IKKE et tabu at passe på sig selv, eller at række ud efter hjælp.
